Sats på det ypperste….

45 år i den danske medieverden har lært mig et og andet. Måske endda mangt og meget. År med lederjobs og på gulvet, år i hovedstaden og i hovedlandet, år med tv, aviser, radio og forlag. God fast løn har været en af fællesnævnerne, men det er slut nu.

Fra 1. februar 2016 er jeg øverste chef og yngste, ja eneste ansatte på ”PER JENSEN KOMMUNIKATION” – og så vil det vise sig om dette ”et og andet” eller ”mangt og meget” kan bruges til noget i det virkelige liv! CVR-nummer, moms, SKAT og hele svineriet er aktiveret, så kom an.

Firmaet er med på det meste og det værste. Væsentlige krav er, at det skal være muntert og spændende, for selv om pensionen for længst er begyndt at rulle ind, så er aktivitetsniveauet stadig højt.

Læs her om nogle af de ting, jeg tilbyder: rådgivning, ideudvikling, kommunikation, artikler, foredrag etc.

Ring eller skriv, og så finder vi lynhurtigt ud af, om opgaven matcher mine evner.

Mit motto, som jeg har haft gennem alle 45 år, er: ”Sats på det ypperste – acceptér det mulige!”
PER JENSEN